<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?>
<rss version="2.0">
<channel><generator>iloblog 1.0</generator><title>johannes blog Feed</title><link>http://blog.johanneboesdal.dk/</link><description></description><item><title>Der er gået lidt for meget Tivoli i den …</title><link>http://iloapp.johanneboesdal.dk/blog/blog?Home&amp;post=20</link><description><![CDATA[  Tivoli i København er et brand med stor værdi for både os,
der bor her, og dem, der bare besøger os. Tivoli i København er så mange ting
samlet under én hat: Forlystelser, grin og gråd, klassisk musik, patos, bodega
og store fadøl, gourmetmad og mødregrupper. Egentlig imponerende det kan lade
sig gøre at få et så forskelligt klientel til at stimle sig sammen på så lille
et område.  

 Og det er så heller ikke omkostningsfrit. ALT hvad du
foretager dig i Tivoli koster penge. Rigtig mange penge. Og når du så oven i
købet (for der bliver købt!) konstant kæmper med interessekonflikter, fordi du
kan foretage dig alting på ingen plads og kun har til solen går ned – så
begynder oplevelsen at blive lidt anstrengende i kanterne. Og stemmen bliver
lidt skinger, som dagen skrider frem. Og opsparingen er blevet brugt på Rasmus
Klump Pandekager, boldkast og plastiklort, der ikke overlever turen hjem. 

 Jeg ved ikke, hvad løsningen er. Men det er ikke i orden, at
bare fordi, man har et godt brand og en velbesøgt underholdningsmagnet på byens
bedste adresse, så kan man tage alt for mange penge for alt, hvad der foregår. Og
samtidig forvente tålmodighed, tolerance og rummelighed. 

 For det kræver det. Også af dem, der kommer for at besøge
os. 
 ]]></description><pubDate>Mon, 30 Apr 2012 09:59:53 +0200</pubDate><category>Mennesker</category></item><item><title>Godt svaret igen</title><link>http://iloapp.johanneboesdal.dk/blog/blog?Home&amp;post=19</link><description><![CDATA[  Svaret fra Dyrenes Beskyttelse er til gengæld ikke til at
tage fejl af.  




   
 ]]></description><pubDate>Thu, 19 Apr 2012 14:34:08 +0200</pubDate><category>Medier</category></item><item><title>Køb mink selvom dyret lider</title><link>http://iloapp.johanneboesdal.dk/blog/blog?Home&amp;post=18</link><description><![CDATA[   Annoncen fik mig til at stoppe op og sætte morgenkaffen fra mig. Og jeg læste rent faktisk teksten fra ende til anden. Så langt så godt. Og alligevel ikke. For jeg kan ikke gennemskue, hvad minkavlerne vil have mig til at mene og forstå. Skal jeg holde op med at købe mink (hvis jeg var målgruppen for pels) fordi man ikke kan udelukke dyret lider? Næppe. Og omvendt, hvis jeg skal informeres om, at danske minkavlere er verdens bedste – så er det ikke en god idé at sætte fokus på netop den ene procent af dyr, der har sår i pelsen og misrøgtes.  Teksten slutter med: ”Men tilbage står spørgsmålet, om vi har plads til denne svaghed i det danske samfund?” Her bliver det helt sort. Hvad skal jeg sige? Med billedet af en skambidt mink ovenover, bliver spørgsmålet nærmest retorisk. I en note får vi af vide, at minkavl skaber mange tusinder arbejdspladser i Danmark. Og indtjener Kopenhagen Fur milliard-beløb (og dermed skattekroner). Den information skal bruges konstruktivt – eller undlades. Brugt i en note skaber den bare støj – og koblingen mellem et såret dyr og en milliardindtjening er uheldig.  Den er et godt eksempel på, hvad der sker, når kommunikationen er uklar og der ikke er ét tydeligt budskab. Enten sker der ingenting – og i værste fald vækker annoncen de helt forkerte følelser hos læseren.  Så når nu de selv spørger … så tror jeg bare, jeg beholder min blå jakke i bomuld. 
 ]]></description><pubDate>Wed, 18 Apr 2012 15:55:48 +0200</pubDate><category>Medier</category></item><item><title>Det usynlige aftryk</title><link>http://iloapp.johanneboesdal.dk/blog/blog?Home&amp;post=17</link><description><![CDATA[  Copywriter og ghostwriter. Kan det blive mere usynligt?
Næppe. Og paradoksalt nok har vi til opgave at hjælpe andre med at finde deres
budskab og udtrykke deres unikke, originale, opsigtsvækkende,
mig-glemmer-du-aldrig sider.  

 Det betyder rent faktisk, at jeg i løbet af en arbejdsdag
kan påtage mig op til tre forskellige identiteter, ambitioner og
drømmescenarier for fremtiden. Jeg kan snildt gå fra at være ambitiøs
investeringspartner i marineindustrien med ambitioner om at indtage det tyske
og svenske marked og lege med store drenge som Mærsk og Siemens, der går efter
profitoptimering og omkostningsreducering (og flere ord, der slutter på –ing).
Til at udtrykke min begejstring og indfølte glæde ved Svaroopa Yoga og slutte
tilbuddet af med et ”namaste”. Eller lade mig rive med af duften og smagen af
veltilberedt mad skabt med kærlighed og lysten til at udforske mine og andres
smagsløg. 

 Jeg elsker det. At sætte mig ind i, hvad teksten skal skabe
for dem, jeg skriver for. Det er både spændende og berigende. Men der er i
jobbet en interessant balancegang imellem transformation og personligt aftryk,
som ikke kommer til udtryk i titlerne copywriter og ghostwriter. Min kunder
køber ikke udelukkende en formidling af deres egne tanker – de køber også min
fortolkning af deres personlige udtryk. Et øje, der kan se det hele fra en
anden vinkel og ved, hvad der virker fra modtagerens optik. 

 Kan det siges i én titel? 

 Her hjælper (alt for mange!) timer med Wordfeud ikke… 
 ]]></description><pubDate>Thu, 26 Jan 2012 15:53:26 +0100</pubDate><category>Ord</category></item><item><title>Nytårsforsætter</title><link>http://iloapp.johanneboesdal.dk/blog/blog?Home&amp;post=16</link><description><![CDATA[  1.  At fortsætte den fantastiske proces jeg er midt i med mit
lille firma, som gør det hele værd. Fortsætte med at skrive. Interviewe. Lytte
og udvikle nye ting på skrift. I 2012 vil jeg taste videre og knokle for at
bevare det nærvær og den skarphed, det kræver at gøre et godt stykke arbejde.
Hver gang. 

 2. 

 At udvide. Ikke med flere hænder, men med nyt koncept, der
passer til mit temperament, mine kompetencer, erfaringer og ikke mindst min
passion.  

 Ja, det handler om bøger. 

 3. 

 At nyde det hele i højere grad. Solen, kaffen, musikken, sovende
børn, duften af tulipaner og varmt brød. Samarbejdsrelationer, der give god
mening. Det sidste punktum i en tekst.  
 ]]></description><pubDate>Sun, 15 Jan 2012 15:41:45 +0100</pubDate><category>Ord</category></item><item><title>Stay cool...</title><link>http://iloapp.johanneboesdal.dk/blog/blog?Home&amp;post=15</link><description><![CDATA[  ”Danske virksomheder har nået samme bundniveau, som da
krisen var på sit højeste.” ”Hvordan kunne det gå så hurtigt ned ad bakke for
Danmark?” Ikke just opmuntrende nyheder at drikke morgenkaffe til for en
enmandsvirksomhed, der er ret afhængig af at større virksomheder ønsker at
investere i god kommunikation.  

 Jeg tjekker ind på kontoret og kan ikke umiddelbart mærke
nogen forskel. Indbakken har samme mængde af nyheder, opgaver, opdateringer og
spam, som den plejer. Folk omkring mig sidder koncentreret ved skærmen, snakker
i telefon og løber ud og ind af møder, som sædvanlig. 

 Jeg slår det hen, og fordyber mig i dagens opgaver. Men
bekymringen har fået bidt sig fast og nægter at slippe taget, i stedet popper
den op i tankerne ind imellem research, besvarelse af mails og forsøg på at få
noget godt fra hånden. Jeg har heldigvis meditationsteknikker frisk i
erindringen – og skubber venligt, men bestemt bekymringerne væk. 

 Indtil jeg overgiver mig og klikker ind på min blog. Måske det
hjælper at råbe det ud: JA, IND IMELLEM KRÆVER DET IS I MAVEN AT KØRE SIN EGEN
VIRKSOMHED. Og det er ikke den søde og cremede slags. 

 Men når det er sagt, så ved jeg godt, vi er sammen om at få
vendt skuden. Så stay cool. Alt andet er for bekymrende.  
 ]]></description><pubDate>Tue, 11 Oct 2011 13:51:42 +0200</pubDate><category>Mennesker</category></item><item><title>Stop, stop, stop…</title><link>http://iloapp.johanneboesdal.dk/blog/blog?Home&amp;post=14</link><description><![CDATA[  Jeg læste her til morgen en tekst i magasinet  Apartamento  (som jeg varmt kan
anbefale!), der handlede om det at være samler og vide, hvornår man skal stoppe og rykke videre. Og det fik mig
til at tænke på, at evnen til vide, hvornår man skal stoppe gælder i flere af
livets forhold.  

 Stoppe med at arbejde og tage et par måneder fri. Stoppe med
at få børn og nyde dem, du har. Stoppe med at spise og drikke. Stoppe med at
købe nye ting til dit hjem, da det indeholder alt det, du behøver – og lidt til.
Stoppe med at rejse og blive et sted for en periode. Stoppe med at holde fast i
gamle ting og sager og steder, men give slip og starte forfra. Stoppe med at
købe flere par sorte ankelstøvler og små keramikskåle til oliven og chokolade. 

 Det er ikke nemt. ALT omkring os taler for, at vi aldrig
skal stoppe med at købe, spise, drikke, arbejde… og i det hele taget stræbe
efter mere af det gode liv hele tiden. Problemet er bare, at det gode liv
bliver det omvendte, hvis vi ikke ved, hvornår vi skal stoppe. 

 Så uden at gå fra livsnyder med masser af laster til gennemført
asket vil jeg med inspiration fra Nick Curries tekst i  Apartamento  bruge weekenden på at tænke over, hvor jeg med fordel
kunne sige stop. Og skabe plads til noget nyt. 

 Jeg har allerede en snigende fornemmelse af, hvor skoen
trykker. 

 God weekend 
 ]]></description><pubDate>Fri, 23 Sep 2011 11:38:24 +0200</pubDate><category>Inspiration</category></item><item><title>Det handler vel ikke kun om at overleve...</title><link>http://iloapp.johanneboesdal.dk/blog/blog?Home&amp;post=13</link><description><![CDATA[  ”Det du ikke dør af, gør dig kun stærkere.” Jeg har tit
undret mig over det udsagn, og jeg er faktisk ikke helt sikker på, at det er
sandt.  

 Hvad betyder det? At det kun er godt at få en masse gok i
nødden, og jo flere du får, jo bedre bliver du til at holde dig oven vande som
en korkprop, der altid dukker op til overfladen igen? Eller betyder det, at den
modstand, du som menneske uangiveligt oplever, uanset hvor godt du pakker dig
ind i kager og kabel-tv eller økologisk naturfarvet undertøj udviklet under en
meditativ proces, gør dig til et bedre, stærkere og klogere menneske? 

 Min tvivl går på om modstand i sig selv gør noget godt for
os – eller om det ikke i høj grad afhænger af, om vi har lært at tackle
modstanden? 

 Jeg har som selvstændig inden for et kreativt fagområde
brugt meget energi på ikke at tage afslag personligt, komme videre og ikke
dvæle ved mine nederlag. Og jeg mener ikke årsagen til, at det i dag lykkes (næsten) hver gang
er, at jeg er blevet stærk af slag. Det, jeg ikke dør af, gør mig ikke
nødvendigvis stærkere. Men min tilgang til en afvisning, kan gøre det. 
 ]]></description><pubDate>Thu, 22 Sep 2011 12:59:00 +0200</pubDate><category>Ord</category></item><item><title>Fra indre rejse til konkret håndværk</title><link>http://iloapp.johanneboesdal.dk/blog/blog?Home&amp;post=12</link><description><![CDATA[  Som selvstændig skal man huske at bruge penge på at udvikle
og videreuddanne sig. Der er ingen arbejdsgiver, der holder gå-hjem-møder om,
hvordan man undgår stress, udnytter sin hjernekapacitet optimalt, bliver en
bedre kollega, bryder med fastgroede vaner, og hvad man ellers kan forestille
sig, de snakker om. Dem, der har ansættelseskontrakter, MUS-samtaler,
morgenmøder etc. 

 Som selvstændig skal du i sagens natur bare spørge dig selv
– og der er frit valg på alle hylder. FEDT! Eller… 

 Ind imellem kan det være svært at gennemskue, hvad der
rykker mest. For din forretning. Jeg har personligt taget turen fra at flirte
med Transcendental Meditation til at binde mig til et kursus i dybdegående
journalistik. Fra en meget indadvendt aktivitet til skærpet ydre opmærksomhed. 

 Mine overvejelser gik hovedsageligt på: Hvad kommer mine
kunder og forretning mest til gode? Gør 20 minutters intens pause fra verden
min hjerne skarp og bedre til at løse opgaver for mine kunder? Eller gør nye
metoder og håndværksmæssige færdigheder mig til en dygtigere skribent og
samarbejdspartner? 

 Jeg valgte håndværket. Stik imod strømmen. Så må vi se, hvor
det fører hen. 
 ]]></description><pubDate>Thu, 25 Aug 2011 11:16:21 +0200</pubDate><category>Inspiration</category></item><item><title>Ofte det, det hele handler om</title><link>http://iloapp.johanneboesdal.dk/blog/blog?Home&amp;post=11</link><description><![CDATA[  Første scene: Mand løber på en sti i en skov. Bliver
overhalet af to andre løbere. 

 Anden scene: Dreng sidder i køkkenet og spiser morgenmad,
mens hans mor smører madpakker ved køkkenbordet. 

 Dreng: ”Where is dad?”  Mor: ”He’s running.” 

 Dreng: ”What is he running from?” 

 2 scener og 3 replikker og jeg vidste, at jeg var i gode
hænder. At der ventede en god filmoplevelse foran mig. Det første anslag er så
vigtigt for helhedsoplevelsen. Det er næsten skræmmende, men der findes ikke
”second chances”, før man kender instruktører (kunstnere, kollegaer, kærester…)
rigtig godt. Og ved, at de bare er kommet skidt fra start og kan gøre det
bedre. 

 Det er værd at minde sig selv om engang imellem. Det der
førstehåndsindtryk af både dig selv, dit produkt og dit hjertebarn – det skal
sidde lige i skabet, hvis du vil nå andre. Få dem på krogen. 

    God sensommer. 

 Bonusinfo: Filmen hedder Win Win (2011) og har Paul Giamatti i hovedrollen. Og er som med stor
set ALT han er med i fremragende. 
 ]]></description><pubDate>Mon, 15 Aug 2011 11:00:18 +0200</pubDate><category>Inspiration</category></item></channel>
</rss>
