johannes blog

johannes blog

Den gode handling - et essay

InspirationPosted by Johanne Boesdal Tue, September 18, 2012 12:37:06

En ung mand med rødt krøllet hår forsøgt tæmmet ind til hovedet og bakkenbarter i samme farve står i døren til kirken med en salmebog i hånden. Han har sort jakkesæt på, hvid skjorte og højglanspudsede sorte sko med firkantede snuder. Han hedder Lasse og er præstens søn. Den tidligere kordegn døde i foråret 81 år gammel efter 46 år på posten i Guds tjeneste. Lasse er netop hjemvendt til egnen efter en række studieår i Aarhus, og han skal være far i næste måned.

Hans lidt for lange bakkenbarter og urolige hænder omkring salmebogen afslører, at opgaven som kordegn er midlertidig. En anekdote i hans liv, der vil blive fortalt ved familiesammenkomster og få de røde pletter til at vokse på hans hals, som man kun aner under den hvide tilknappede skjorte.

Der skal være barnedåb. To teenagedrenge står forknytte med håret friseret og ternede skjorteflipper stikkende op under deres træningstrøjer. De har måttet melde afbud til dagens fodboldkamp og føler det ubærligt. Som et tungt kors, de skal bære indtil næste søndag, hvor dommeren fløjter til kampstart endnu en gang, og de løber på banen med en barnelig begejstring som var der intet før eller efter.

Den nye kordegn byder velkommen til det forventningsfulde forældrepar, der kommer op af kirkestien med dagens hovedperson sovende i en limegrøn klapvogn. Der hilses, kindkysses og den lille forsamling går afventende ind i kirkerummet for at tage plads på de ledige bænke. Og dem er der nok af. Udover barnets familie er kirkens bestyrelsesformand mødt op med sin kone og 7-8 af byens ældre beboere, der har sin faste gang i kirken.

Ventetiden er lang. Fra de besøgende bliver bænket op med salmebogen ved hånden og udsigten til en lidende mand på et kors, går der et langt tidsrum, før kordegnen siger: ”Lad os alle bede …”.

De første minutter vendes salmebogens svagt knitrende blade rundt efter tallene, der afslører, hvilke salmer, der er dagens udvalgte. En lang, en kort. Så hviskes der til sidemanden, som man gør i rum, hvor der ikke må klappes. Hår og tøj rettes, pletter og huller skjules og hoste undertrykkes.

Alle ved, de er velkomne, men ikke må stjæle opmærksomheden. Rummet, musikken, sangen og senere præstens ord skal have opmærksomheden. Ikke den besøgende på bænken, der for en sjælden gang skyld må finde sig i at være et nummer på rækken.

Minutterne før kordegnen træder frem på gulvet, er der helt stille. De besøgende har givet sig hen til den fastlåste situation og en ventetid, de intet kan stille op med. Og som heller ikke længere synes at generere dem. Tankerne flyver ikke længere rundt og skaber urolige ryk i deres kroppe, men er dalet til jorden med lukkede øjne og håndfladerne opad i det højloftede rum med engle på væggene.

De besøgende beder, synger og folder deres hænder, inden de retter øjnene mod præsten, der har bevæget sig fra gulv og opad. Han taler ned og med sætninger, der slutter brat og lader stilheden få plads … indtil den næste tordner frem. Ikke med vrede eller formaning i stemmen, men beslutsomt, kraftfuldt og overlegent. Som en novelle af Hemmingway, hvor hver sætning kunne være den sidste og ikke kan slås. Før den næste dukker op.

Han fortæller om et søskende par, hvor den ene altid er beskæftiget med at sørge for andre. Lave mad, rydde op og forberede næste punkt på dagsordenen. Mens den anden søster giver sig god tid. Sætter sig ned ved bordet og snakker og lytter og lader rod være rod. Den flittige søster lader sig irritere på sin dovne søster, der sidder ved bordet i stedet for at hjælpe til. Men det gør Gud ikke. Efter hans mening, er ”den gode handling” tilstedeværelsen i nu’et den dovne søster udviser – og ikke det slid, den hjælpsomme søster lægger for dagen. Kommer det bag på jer? Præsten holder en ekstra lang pause og kigger med indikeret spænding udover forsamlingen.

Han får ikke noget svar på sit spørgsmål. Men flere af de besøgende går med over i præstegården efter dagens dåb og prædiken til den annoncerede kirkekaffe og udstilling af fotografier fra egnen.

De to teenagedrenge, der er blevet beordret med til barnedåb, hører ikke præsten ord om at gribe nuet og ikke udskyde nærvær med praktiske opgaver i en uendelighed. De har for længst forladt bænken til fordel for en omgang tagfat på kirkegårdens smalle stier, der snor sig labyrintisk om fortidens forsøg på fastholdelse.

Mens gravstenene er blevet til forhindringsbaner i en leg om liv og død, lukker den unge kordegn kirkens rum af for i dag og går hen over gårdspladsen mod præstegården for at skifte til cowboybukser og kondisko.