johannes blog

johannes blog

Det usynlige aftryk

OrdPosted by Johanne Boesdal Thu, January 26, 2012 15:53:26

Copywriter og ghostwriter. Kan det blive mere usynligt? Næppe. Og paradoksalt nok har vi til opgave at hjælpe andre med at finde deres budskab og udtrykke deres unikke, originale, opsigtsvækkende, mig-glemmer-du-aldrig sider.

Det betyder rent faktisk, at jeg i løbet af en arbejdsdag kan påtage mig op til tre forskellige identiteter, ambitioner og drømmescenarier for fremtiden. Jeg kan snildt gå fra at være ambitiøs investeringspartner i marineindustrien med ambitioner om at indtage det tyske og svenske marked og lege med store drenge som Mærsk og Siemens, der går efter profitoptimering og omkostningsreducering (og flere ord, der slutter på –ing). Til at udtrykke min begejstring og indfølte glæde ved Svaroopa Yoga og slutte tilbuddet af med et ”namaste”. Eller lade mig rive med af duften og smagen af veltilberedt mad skabt med kærlighed og lysten til at udforske mine og andres smagsløg.

Jeg elsker det. At sætte mig ind i, hvad teksten skal skabe for dem, jeg skriver for. Det er både spændende og berigende. Men der er i jobbet en interessant balancegang imellem transformation og personligt aftryk, som ikke kommer til udtryk i titlerne copywriter og ghostwriter. Min kunder køber ikke udelukkende en formidling af deres egne tanker – de køber også min fortolkning af deres personlige udtryk. Et øje, der kan se det hele fra en anden vinkel og ved, hvad der virker fra modtagerens optik.

Kan det siges i én titel?

Her hjælper (alt for mange!) timer med Wordfeud ikke…