johannes blog

johannes blog

Det handler vel ikke kun om at overleve...

OrdPosted by Johanne Boesdal Thu, September 22, 2011 12:59:00

”Det du ikke dør af, gør dig kun stærkere.” Jeg har tit undret mig over det udsagn, og jeg er faktisk ikke helt sikker på, at det er sandt.

Hvad betyder det? At det kun er godt at få en masse gok i nødden, og jo flere du får, jo bedre bliver du til at holde dig oven vande som en korkprop, der altid dukker op til overfladen igen? Eller betyder det, at den modstand, du som menneske uangiveligt oplever, uanset hvor godt du pakker dig ind i kager og kabel-tv eller økologisk naturfarvet undertøj udviklet under en meditativ proces, gør dig til et bedre, stærkere og klogere menneske?

Min tvivl går på om modstand i sig selv gør noget godt for os – eller om det ikke i høj grad afhænger af, om vi har lært at tackle modstanden?

Jeg har som selvstændig inden for et kreativt fagområde brugt meget energi på ikke at tage afslag personligt, komme videre og ikke dvæle ved mine nederlag. Og jeg mener ikke årsagen til, at det i dag lykkes (næsten) hver gang er, at jeg er blevet stærk af slag. Det, jeg ikke dør af, gør mig ikke nødvendigvis stærkere. Men min tilgang til en afvisning, kan gøre det.