johannes blog

johannes blog

Fra indre rejse til konkret håndværk

InspirationPosted by Johanne Boesdal Thu, August 25, 2011 11:16:21

Som selvstændig skal man huske at bruge penge på at udvikle og videreuddanne sig. Der er ingen arbejdsgiver, der holder gå-hjem-møder om, hvordan man undgår stress, udnytter sin hjernekapacitet optimalt, bliver en bedre kollega, bryder med fastgroede vaner, og hvad man ellers kan forestille sig, de snakker om. Dem, der har ansættelseskontrakter, MUS-samtaler, morgenmøder etc.

Som selvstændig skal du i sagens natur bare spørge dig selv – og der er frit valg på alle hylder. FEDT! Eller…

Ind imellem kan det være svært at gennemskue, hvad der rykker mest. For din forretning. Jeg har personligt taget turen fra at flirte med Transcendental Meditation til at binde mig til et kursus i dybdegående journalistik. Fra en meget indadvendt aktivitet til skærpet ydre opmærksomhed.

Mine overvejelser gik hovedsageligt på: Hvad kommer mine kunder og forretning mest til gode? Gør 20 minutters intens pause fra verden min hjerne skarp og bedre til at løse opgaver for mine kunder? Eller gør nye metoder og håndværksmæssige færdigheder mig til en dygtigere skribent og samarbejdspartner?

Jeg valgte håndværket. Stik imod strømmen. Så må vi se, hvor det fører hen.