johannes blog

Fast blogger for 24 TimerMennesker

Posted by Johanne Boesdal Thu, December 13, 2012 12:45:29

Jeg blogger for tiden fast for avisen 24 Timer hver mandag om det at være forælder. Læs mine blogs på: http://24timer.dk/

Ha’ en skøn jul.

Den gode handling - et essayInspiration

Posted by Johanne Boesdal Tue, September 18, 2012 12:37:06

En ung mand med rødt krøllet hår forsøgt tæmmet ind til hovedet og bakkenbarter i samme farve står i døren til kirken med en salmebog i hånden. Han har sort jakkesæt på, hvid skjorte og højglanspudsede sorte sko med firkantede snuder. Han hedder Lasse og er præstens søn. Den tidligere kordegn døde i foråret 81 år gammel efter 46 år på posten i Guds tjeneste. Lasse er netop hjemvendt til egnen efter en række studieår i Aarhus, og han skal være far i næste måned.

Hans lidt for lange bakkenbarter og urolige hænder omkring salmebogen afslører, at opgaven som kordegn er midlertidig. En anekdote i hans liv, der vil blive fortalt ved familiesammenkomster og få de røde pletter til at vokse på hans hals, som man kun aner under den hvide tilknappede skjorte.

Der skal være barnedåb. To teenagedrenge står forknytte med håret friseret og ternede skjorteflipper stikkende op under deres træningstrøjer. De har måttet melde afbud til dagens fodboldkamp og føler det ubærligt. Som et tungt kors, de skal bære indtil næste søndag, hvor dommeren fløjter til kampstart endnu en gang, og de løber på banen med en barnelig begejstring som var der intet før eller efter.

Den nye kordegn byder velkommen til det forventningsfulde forældrepar, der kommer op af kirkestien med dagens hovedperson sovende i en limegrøn klapvogn. Der hilses, kindkysses og den lille forsamling går afventende ind i kirkerummet for at tage plads på de ledige bænke. Og dem er der nok af. Udover barnets familie er kirkens bestyrelsesformand mødt op med sin kone og 7-8 af byens ældre beboere, der har sin faste gang i kirken.

Ventetiden er lang. Fra de besøgende bliver bænket op med salmebogen ved hånden og udsigten til en lidende mand på et kors, går der et langt tidsrum, før kordegnen siger: ”Lad os alle bede …”.

De første minutter vendes salmebogens svagt knitrende blade rundt efter tallene, der afslører, hvilke salmer, der er dagens udvalgte. En lang, en kort. Så hviskes der til sidemanden, som man gør i rum, hvor der ikke må klappes. Hår og tøj rettes, pletter og huller skjules og hoste undertrykkes.

Alle ved, de er velkomne, men ikke må stjæle opmærksomheden. Rummet, musikken, sangen og senere præstens ord skal have opmærksomheden. Ikke den besøgende på bænken, der for en sjælden gang skyld må finde sig i at være et nummer på rækken.

Minutterne før kordegnen træder frem på gulvet, er der helt stille. De besøgende har givet sig hen til den fastlåste situation og en ventetid, de intet kan stille op med. Og som heller ikke længere synes at generere dem. Tankerne flyver ikke længere rundt og skaber urolige ryk i deres kroppe, men er dalet til jorden med lukkede øjne og håndfladerne opad i det højloftede rum med engle på væggene.

De besøgende beder, synger og folder deres hænder, inden de retter øjnene mod præsten, der har bevæget sig fra gulv og opad. Han taler ned og med sætninger, der slutter brat og lader stilheden få plads … indtil den næste tordner frem. Ikke med vrede eller formaning i stemmen, men beslutsomt, kraftfuldt og overlegent. Som en novelle af Hemmingway, hvor hver sætning kunne være den sidste og ikke kan slås. Før den næste dukker op.

Han fortæller om et søskende par, hvor den ene altid er beskæftiget med at sørge for andre. Lave mad, rydde op og forberede næste punkt på dagsordenen. Mens den anden søster giver sig god tid. Sætter sig ned ved bordet og snakker og lytter og lader rod være rod. Den flittige søster lader sig irritere på sin dovne søster, der sidder ved bordet i stedet for at hjælpe til. Men det gør Gud ikke. Efter hans mening, er ”den gode handling” tilstedeværelsen i nu’et den dovne søster udviser – og ikke det slid, den hjælpsomme søster lægger for dagen. Kommer det bag på jer? Præsten holder en ekstra lang pause og kigger med indikeret spænding udover forsamlingen.

Han får ikke noget svar på sit spørgsmål. Men flere af de besøgende går med over i præstegården efter dagens dåb og prædiken til den annoncerede kirkekaffe og udstilling af fotografier fra egnen.

De to teenagedrenge, der er blevet beordret med til barnedåb, hører ikke præsten ord om at gribe nuet og ikke udskyde nærvær med praktiske opgaver i en uendelighed. De har for længst forladt bænken til fordel for en omgang tagfat på kirkegårdens smalle stier, der snor sig labyrintisk om fortidens forsøg på fastholdelse.

Mens gravstenene er blevet til forhindringsbaner i en leg om liv og død, lukker den unge kordegn kirkens rum af for i dag og går hen over gårdspladsen mod præstegården for at skifte til cowboybukser og kondisko.

Når komforten flytter ind, flytter kærligheden så ud?Mennesker

Posted by Johanne Boesdal Tue, August 07, 2012 13:55:28

Blog image

Det slog mig i går, da jeg sad alene i vores ret store sofa, mens min kæreste arbejdede i kontoret og mine to børn lå på gulvet ovenpå og så film, at vi kunne bevæge os rundt i vores nye hus i flere dage og være småsure på hinanden. Vi ville ikke, som i vores gamle lejlighed, være tvunget til at konfrontere hinanden med det samme for at kunne holde ud at være i stue sammen.

Jeg klager ikke. Der er jo også noget fantastisk over at have plads nok til, at vi kan være hjemme sammen i flere timer, uden at jeg får stress og klaustrofobi over at blive leget på og krævet opmærksomhed hver gang, jeg sætter mig med en avis. Men, hvad der måske føles komfortabelt og luksuriøst er ikke nødvendigvis konfliktløsende og kærlighedsforstærkende.

Udtrykket ”At leve af kærlighed og kildevand” understøtter jo egentlig meget godt min snigende angst for, at mere plads ikke fører til flere kys. Kildevand er i min optik at stille lidt for store krav til kærligheden (Cava ville måske kunne gøre det), men en et-værelses med thekøkken og sovesofa er for de fleste (unge) rammer nok til at få kærligheden til at blomstre.

Ifølge Danmarks Statistik er ægteskabets 8. år det år, hvor der er størst risiko for skilsmisse. Altså når karrieren er kørt i stilling og der er blevet råd til at købe sig til mere plads (og en større seng). Så sidder du lige nu og tænker, at mere plads og komfort vil få kærligheden til at blomstre, så tror jeg (heldigvis!) ikke du har ret. Hvis kærligheden ikke kan udfolde sig, selvom pladsen er trang, så hjælper det altså ikke at skaffe sig mere plads. Rummeligheden skal komme et helt andet sted fra.

Stop nu brokkeriet ...Mennesker

Posted by Johanne Boesdal Mon, July 23, 2012 14:25:50

Debatindlæg bragt i Politiken d. 23.07.12:

Blog image

Der er allerede blevet småbrokket en del over den danske brokkekultur. Og med en chance for at småbrokkeriet går over i åbenlys vrede (der næsten er værd at foretrække) vil jeg kaste endnu en holdning på banen omkring, hvor synd det er for folk i provinsen, at der ikke sker en skid. Jamen det gør der jo ikke, hvis ikke man sætter noget i gang! I provinsen hersker der en misforstået holdning om, at folk i storbyerne bliver forfordelt i alle mulige retninger, at det er her alting sker.

For det første passer det ikke. Jeg er opvokset forskellige steder i provinsen, og der skete masser af udviklende ting de steder, hvor folk handler i stedet for at brokke sig. Mine forældre og andre satte f. eks. masser af ting i gang. Søgte midler til et nyt tennisanlæg i byen. Arrangerede fællesspisning på skolen og koncerter i kirken. I dag har mine forældre, der er flyttet helt ud til kanten af en østjysk provinsby, åbnet en frokostrestaurant i deres have i sommerhalvåret. Og de er ikke de eneste, der skaber noget i den by. Der er rig mulighed for at blive stimuleret og underholdt. Fordi folk sætter noget i gang. Søger midler til udvikling af byens rum og aktiviteter i forsamlingshuset eller kirken.

For det andet sker ting ikke af sig selv. Heller ikke i landets eneste storby. Folk kæmper for deres projekter – ofte i hård konkurrence – og storbyrøvhullerne skal igennem de samme procedurer som enhver bonderøv, der får en god idé. Byen blomster bare bedst året rundt fordi den tiltrækker iværksættere og ubeskedne mennesker med udadvendte ambitioner. Og kan pga. befolkningstætheden samtidig rumme en del brokkende sofaelskere uden, at det lægger gaderne øde. Omvendt kan man sige, at der skal ikke mere end 2-4 aktive beboere i en søvnig provinsby til at skabe liv omkring en petanquebane.

Så provinsbeboere. Acceptér enten, at aktivitetsniveauet er højere i byen eller sæt noget i gang selv. Alt det brok omkring, hvor uretfærdig politikerne på Christiansborg behandler jer. Og journalisterne, der mest skriver om, hvad der sker i storbyen (en god historie er jo baseret på, at der rent faktisk sker noget). Og filminstituttet, der kun giver midler til deres naboer i kartoffelrækkerne. Og så videre. Drop det og vend blikket mod jeres by, jeres nære omgivelser. Hvad kan I gøre her? Hvad ville sætte byen på landkortet, hvis det er ambitionerne, eller bare skabe glæde i hverdagen?

You will never walk aloneMennesker

Posted by Johanne Boesdal Tue, June 19, 2012 10:43:12

Jeg synes, der er noget super fascinerende omkring mandlige fodboldfans, der går hele linen ud med krigsmaling i hele hovedet, sindssyge hatte, der får cykelhjelmen til at fremstå klædelig og en begejstring, der sprutter og sprøjter og brøler. Uden hæmninger what so ever.

Jeg ser det helt udefra. Både som pige og som moderat fodboldinteresseret, der sikkert ser mere fodbold end de fleste piger, men dog mest hjemme fra sofaen. Og helt uden udstyr og rabalder. Maks et klap på låret ved et skud på overlæggeren. Men jeg er sindssyg nysgerrig efter at vide, hvad der driver de mænd derud, hvor det helt sikkert ikke handler om sex eller se-på-mig i traditionel forstand. Men om fællesskab og noget, der er større end dem selv (og lysten til at score piger).

Jeg tror, de mænd, der står der og ligner en flok drenge på vej til børnefødselsdag, de har under kampen en oplevelse af at glemme sig selv. Af at være medspiller på et hold, og dele deres sorger og glæder med andre. Med ligesindede, der kender spillets regler og er med på legen, så længe den varer. som omkvædet til Liverpool FCs slagsang siger: ”You`ll never walk alone”.

Den oplevelse kunne være god for begge køn at prøve ind imellem og ville være en sund pause fra sig selv og sine ambitioner. Mindre udstyr kan også gøre det – det handler om indlevelse, passion og fællesskab.

Jeg er dybt misundelig.

Fra Aarhus til AmagerMennesker

Posted by Johanne Boesdal Wed, June 13, 2012 11:15:21

Familien er flyttet fra lejlighed i Jylland til hus på Sjælland. Nærmere betegnet Amager. Københavns svar på Brooklyn eller Lorteøen? Det første indtryk efter en tur i den nærmeste Netto for at købe øl og vand til flyttefolkene levede op til alle mine fordomme: Afblegede blondiner iført gamache-bukser (dem der, hvor det ser ud som om, man har glemt at tage nederdel på), melonformede bryster og tyggegummi side om side med mænd i hvidt joggingtøj og bling-bling tilbehør selv Nick og Jay ville fnyse over. Var en smule skeptisk på vejen tilbage til huset, men det forsvandt, da jeg kom til vejen og en langhåret mandlig nabo med en cello på ryggen kom og ud hilste. Som 70’er kollektiv-barn slapper jeg helt af i selskab med gamle hippier. Dem ved man, hvor man har. I selskab med noget rødvin og nogle gamle Neil Young-plader.

Efter en uges tid er der dukket en del nye indtryk op. Faktisk dukker der nye indtryk op hele tiden – og det er det, der er med Amager, tænker jeg. Stor diversitet på et lille område. Fra netto-ghetto til strandvejsvillaer til øko-børne-familier. Arkitektonisk er det præcis det samme. Fra fladt og farvet 70’er bras (undskyld søde nabo) til en bygning som Skolen Ved Sundet, der er et pragteksempel på funktionalistisk arkitektur, der fungerer. Og fra her-kommer-jeg-villaer til bare-glem-jeg-eksisterer-boligbyggeri.

Og så er der jo et hav af alle os midt imellem, der er så jævne så jævne og bare slår vores græsplæne og klipper vores hæk. Inden vi cykler ind til centrum for at passe vores arbejde. Mange er oprindeligt fra Jylland. Måske fordi ”Lorteøen” i Jylland bliver forvekslet med ”Djævleøen” som er en betegnelse, der dækker hele Sjælland. Så jyder øjner ikke den samme store forskel på Amager og Hellerup. Tænker bare, der er strand begge steder – huspriserne er lavere på Amager, og infrastrukturen er i orden, det napper vi.

Amager bliver sgu nok aldrig Brooklyn. Men København er jo på den anden side heller ikke New York. Tænker dog, at Amager er et godt sted at bo med sine børn. Her er både mulighed for at lege med Kenneth og Chanel - og August og Alberte. Og børn med et mangfoldigt menneskesyn, det er ikke så tosset.

Der er gået lidt for meget Tivoli i den …Mennesker

Posted by Johanne Boesdal Mon, April 30, 2012 09:59:53

Tivoli i København er et brand med stor værdi for både os, der bor her, og dem, der bare besøger os. Tivoli i København er så mange ting samlet under én hat: Forlystelser, grin og gråd, klassisk musik, patos, bodega og store fadøl, gourmetmad og mødregrupper. Egentlig imponerende det kan lade sig gøre at få et så forskelligt klientel til at stimle sig sammen på så lille et område.

Og det er så heller ikke omkostningsfrit. ALT hvad du foretager dig i Tivoli koster penge. Rigtig mange penge. Og når du så oven i købet (for der bliver købt!) konstant kæmper med interessekonflikter, fordi du kan foretage dig alting på ingen plads og kun har til solen går ned – så begynder oplevelsen at blive lidt anstrengende i kanterne. Og stemmen bliver lidt skinger, som dagen skrider frem. Og opsparingen er blevet brugt på Rasmus Klump Pandekager, boldkast og plastiklort, der ikke overlever turen hjem.

Jeg ved ikke, hvad løsningen er. Men det er ikke i orden, at bare fordi, man har et godt brand og en velbesøgt underholdningsmagnet på byens bedste adresse, så kan man tage alt for mange penge for alt, hvad der foregår. Og samtidig forvente tålmodighed, tolerance og rummelighed.

For det kræver det. Også af dem, der kommer for at besøge os.

Godt svaret igenMedier

Posted by Johanne Boesdal Thu, April 19, 2012 14:34:08

Svaret fra Dyrenes Beskyttelse er til gengæld ikke til at tage fejl af.

Blog image