johannes blog

johannes blog

Fast blogger for 24 Timer

MenneskerPosted by Johanne Boesdal Thu, December 13, 2012 12:45:29

Jeg blogger for tiden fast for avisen 24 Timer hver mandag om det at være forælder. Læs mine blogs på: http://24timer.dk/

Ha’ en skøn jul.

Når komforten flytter ind, flytter kærligheden så ud?

MenneskerPosted by Johanne Boesdal Tue, August 07, 2012 13:55:28

Det slog mig i går, da jeg sad alene i vores ret store sofa, mens min kæreste arbejdede i kontoret og mine to børn lå på gulvet ovenpå og så film, at vi kunne bevæge os rundt i vores nye hus i flere dage og være småsure på hinanden. Vi ville ikke, som i vores gamle lejlighed, være tvunget til at konfrontere hinanden med det samme for at kunne holde ud at være i stue sammen.

Jeg klager ikke. Der er jo også noget fantastisk over at have plads nok til, at vi kan være hjemme sammen i flere timer, uden at jeg får stress og klaustrofobi over at blive leget på og krævet opmærksomhed hver gang, jeg sætter mig med en avis. Men, hvad der måske føles komfortabelt og luksuriøst er ikke nødvendigvis konfliktløsende og kærlighedsforstærkende.

Udtrykket ”At leve af kærlighed og kildevand” understøtter jo egentlig meget godt min snigende angst for, at mere plads ikke fører til flere kys. Kildevand er i min optik at stille lidt for store krav til kærligheden (Cava ville måske kunne gøre det), men en et-værelses med thekøkken og sovesofa er for de fleste (unge) rammer nok til at få kærligheden til at blomstre.

Ifølge Danmarks Statistik er ægteskabets 8. år det år, hvor der er størst risiko for skilsmisse. Altså når karrieren er kørt i stilling og der er blevet råd til at købe sig til mere plads (og en større seng). Så sidder du lige nu og tænker, at mere plads og komfort vil få kærligheden til at blomstre, så tror jeg (heldigvis!) ikke du har ret. Hvis kærligheden ikke kan udfolde sig, selvom pladsen er trang, så hjælper det altså ikke at skaffe sig mere plads. Rummeligheden skal komme et helt andet sted fra.

Stop nu brokkeriet ...

MenneskerPosted by Johanne Boesdal Mon, July 23, 2012 14:25:50

Debatindlæg bragt i Politiken d. 23.07.12:

Der er allerede blevet småbrokket en del over den danske brokkekultur. Og med en chance for at småbrokkeriet går over i åbenlys vrede (der næsten er værd at foretrække) vil jeg kaste endnu en holdning på banen omkring, hvor synd det er for folk i provinsen, at der ikke sker en skid. Jamen det gør der jo ikke, hvis ikke man sætter noget i gang! I provinsen hersker der en misforstået holdning om, at folk i storbyerne bliver forfordelt i alle mulige retninger, at det er her alting sker.

For det første passer det ikke. Jeg er opvokset forskellige steder i provinsen, og der skete masser af udviklende ting de steder, hvor folk handler i stedet for at brokke sig. Mine forældre og andre satte f. eks. masser af ting i gang. Søgte midler til et nyt tennisanlæg i byen. Arrangerede fællesspisning på skolen og koncerter i kirken. I dag har mine forældre, der er flyttet helt ud til kanten af en østjysk provinsby, åbnet en frokostrestaurant i deres have i sommerhalvåret. Og de er ikke de eneste, der skaber noget i den by. Der er rig mulighed for at blive stimuleret og underholdt. Fordi folk sætter noget i gang. Søger midler til udvikling af byens rum og aktiviteter i forsamlingshuset eller kirken.

For det andet sker ting ikke af sig selv. Heller ikke i landets eneste storby. Folk kæmper for deres projekter – ofte i hård konkurrence – og storbyrøvhullerne skal igennem de samme procedurer som enhver bonderøv, der får en god idé. Byen blomster bare bedst året rundt fordi den tiltrækker iværksættere og ubeskedne mennesker med udadvendte ambitioner. Og kan pga. befolkningstætheden samtidig rumme en del brokkende sofaelskere uden, at det lægger gaderne øde. Omvendt kan man sige, at der skal ikke mere end 2-4 aktive beboere i en søvnig provinsby til at skabe liv omkring en petanquebane.

Så provinsbeboere. Acceptér enten, at aktivitetsniveauet er højere i byen eller sæt noget i gang selv. Alt det brok omkring, hvor uretfærdig politikerne på Christiansborg behandler jer. Og journalisterne, der mest skriver om, hvad der sker i storbyen (en god historie er jo baseret på, at der rent faktisk sker noget). Og filminstituttet, der kun giver midler til deres naboer i kartoffelrækkerne. Og så videre. Drop det og vend blikket mod jeres by, jeres nære omgivelser. Hvad kan I gøre her? Hvad ville sætte byen på landkortet, hvis det er ambitionerne, eller bare skabe glæde i hverdagen?

You will never walk alone

MenneskerPosted by Johanne Boesdal Tue, June 19, 2012 10:43:12

Jeg synes, der er noget super fascinerende omkring mandlige fodboldfans, der går hele linen ud med krigsmaling i hele hovedet, sindssyge hatte, der får cykelhjelmen til at fremstå klædelig og en begejstring, der sprutter og sprøjter og brøler. Uden hæmninger what so ever.

Jeg ser det helt udefra. Både som pige og som moderat fodboldinteresseret, der sikkert ser mere fodbold end de fleste piger, men dog mest hjemme fra sofaen. Og helt uden udstyr og rabalder. Maks et klap på låret ved et skud på overlæggeren. Men jeg er sindssyg nysgerrig efter at vide, hvad der driver de mænd derud, hvor det helt sikkert ikke handler om sex eller se-på-mig i traditionel forstand. Men om fællesskab og noget, der er større end dem selv (og lysten til at score piger).

Jeg tror, de mænd, der står der og ligner en flok drenge på vej til børnefødselsdag, de har under kampen en oplevelse af at glemme sig selv. Af at være medspiller på et hold, og dele deres sorger og glæder med andre. Med ligesindede, der kender spillets regler og er med på legen, så længe den varer. som omkvædet til Liverpool FCs slagsang siger: ”You`ll never walk alone”.

Den oplevelse kunne være god for begge køn at prøve ind imellem og ville være en sund pause fra sig selv og sine ambitioner. Mindre udstyr kan også gøre det – det handler om indlevelse, passion og fællesskab.

Jeg er dybt misundelig.

Fra Aarhus til Amager

MenneskerPosted by Johanne Boesdal Wed, June 13, 2012 11:15:21

Familien er flyttet fra lejlighed i Jylland til hus på Sjælland. Nærmere betegnet Amager. Københavns svar på Brooklyn eller Lorteøen? Det første indtryk efter en tur i den nærmeste Netto for at købe øl og vand til flyttefolkene levede op til alle mine fordomme: Afblegede blondiner iført gamache-bukser (dem der, hvor det ser ud som om, man har glemt at tage nederdel på), melonformede bryster og tyggegummi side om side med mænd i hvidt joggingtøj og bling-bling tilbehør selv Nick og Jay ville fnyse over. Var en smule skeptisk på vejen tilbage til huset, men det forsvandt, da jeg kom til vejen og en langhåret mandlig nabo med en cello på ryggen kom og ud hilste. Som 70’er kollektiv-barn slapper jeg helt af i selskab med gamle hippier. Dem ved man, hvor man har. I selskab med noget rødvin og nogle gamle Neil Young-plader.

Efter en uges tid er der dukket en del nye indtryk op. Faktisk dukker der nye indtryk op hele tiden – og det er det, der er med Amager, tænker jeg. Stor diversitet på et lille område. Fra netto-ghetto til strandvejsvillaer til øko-børne-familier. Arkitektonisk er det præcis det samme. Fra fladt og farvet 70’er bras (undskyld søde nabo) til en bygning som Skolen Ved Sundet, der er et pragteksempel på funktionalistisk arkitektur, der fungerer. Og fra her-kommer-jeg-villaer til bare-glem-jeg-eksisterer-boligbyggeri.

Og så er der jo et hav af alle os midt imellem, der er så jævne så jævne og bare slår vores græsplæne og klipper vores hæk. Inden vi cykler ind til centrum for at passe vores arbejde. Mange er oprindeligt fra Jylland. Måske fordi ”Lorteøen” i Jylland bliver forvekslet med ”Djævleøen” som er en betegnelse, der dækker hele Sjælland. Så jyder øjner ikke den samme store forskel på Amager og Hellerup. Tænker bare, der er strand begge steder – huspriserne er lavere på Amager, og infrastrukturen er i orden, det napper vi.

Amager bliver sgu nok aldrig Brooklyn. Men København er jo på den anden side heller ikke New York. Tænker dog, at Amager er et godt sted at bo med sine børn. Her er både mulighed for at lege med Kenneth og Chanel - og August og Alberte. Og børn med et mangfoldigt menneskesyn, det er ikke så tosset.

Der er gået lidt for meget Tivoli i den …

MenneskerPosted by Johanne Boesdal Mon, April 30, 2012 09:59:53

Tivoli i København er et brand med stor værdi for både os, der bor her, og dem, der bare besøger os. Tivoli i København er så mange ting samlet under én hat: Forlystelser, grin og gråd, klassisk musik, patos, bodega og store fadøl, gourmetmad og mødregrupper. Egentlig imponerende det kan lade sig gøre at få et så forskelligt klientel til at stimle sig sammen på så lille et område.

Og det er så heller ikke omkostningsfrit. ALT hvad du foretager dig i Tivoli koster penge. Rigtig mange penge. Og når du så oven i købet (for der bliver købt!) konstant kæmper med interessekonflikter, fordi du kan foretage dig alting på ingen plads og kun har til solen går ned – så begynder oplevelsen at blive lidt anstrengende i kanterne. Og stemmen bliver lidt skinger, som dagen skrider frem. Og opsparingen er blevet brugt på Rasmus Klump Pandekager, boldkast og plastiklort, der ikke overlever turen hjem.

Jeg ved ikke, hvad løsningen er. Men det er ikke i orden, at bare fordi, man har et godt brand og en velbesøgt underholdningsmagnet på byens bedste adresse, så kan man tage alt for mange penge for alt, hvad der foregår. Og samtidig forvente tålmodighed, tolerance og rummelighed.

For det kræver det. Også af dem, der kommer for at besøge os.

Stay cool...

MenneskerPosted by Johanne Boesdal Tue, October 11, 2011 13:51:42

”Danske virksomheder har nået samme bundniveau, som da krisen var på sit højeste.” ”Hvordan kunne det gå så hurtigt ned ad bakke for Danmark?” Ikke just opmuntrende nyheder at drikke morgenkaffe til for en enmandsvirksomhed, der er ret afhængig af at større virksomheder ønsker at investere i god kommunikation.

Jeg tjekker ind på kontoret og kan ikke umiddelbart mærke nogen forskel. Indbakken har samme mængde af nyheder, opgaver, opdateringer og spam, som den plejer. Folk omkring mig sidder koncentreret ved skærmen, snakker i telefon og løber ud og ind af møder, som sædvanlig.

Jeg slår det hen, og fordyber mig i dagens opgaver. Men bekymringen har fået bidt sig fast og nægter at slippe taget, i stedet popper den op i tankerne ind imellem research, besvarelse af mails og forsøg på at få noget godt fra hånden. Jeg har heldigvis meditationsteknikker frisk i erindringen – og skubber venligt, men bestemt bekymringerne væk.

Indtil jeg overgiver mig og klikker ind på min blog. Måske det hjælper at råbe det ud: JA, IND IMELLEM KRÆVER DET IS I MAVEN AT KØRE SIN EGEN VIRKSOMHED. Og det er ikke den søde og cremede slags.

Men når det er sagt, så ved jeg godt, vi er sammen om at få vendt skuden. Så stay cool. Alt andet er for bekymrende.

Den daglige kamp mod krybdyrsimpulserne…

MenneskerPosted by Johanne Boesdal Tue, May 10, 2011 15:00:26

Reptilhjernen er den ældste og mindste del af pattedyrhjernen. Den er præverbal (førsproglig), og i manglen på sprog er dens impulser instinktive og rituelle. Dens domæne er de grundlæggende forudsætninger for liv: Flugt, skafning af føde og parring.

Faldt over den her beskrivelse i en af mine mange søgninger på google efter informationer om noget, jeg for længst har glemt. Og pludselig gik det op for mig, hvad det var, jeg havde gang i: Hurtige informationer, der kan få mig i mål uden at skulle starte fra Adam og Eva. En genvej, der giver mig mulighed for at sætte et flueben ved det projekt – og tilfredsstille min utålmodige sjæl.

Og hvorfor søger jeg ofte dem? Hvad er det, der gang på gang får mig til at vælge de nemme og hurtige løsninger frem for fordybelsen og glæden ved at gøre tingene ordentligt. Bagen kagen fra bunden, billedligt talt.

Det er krybdyret i mig. Den del af mig, der (åbenbart!) bare gerne vil have mad, sex – og derefter flygte fra det hele! En meget god reminder, når krybdyrhjernen ind imellem tager over, og jeg bliver for utålmodig efter at afslutte frem for at udbygge.

Next »