johannes blog

johannes blog

Den gode handling - et essay

InspirationPosted by Johanne Boesdal Tue, September 18, 2012 12:37:06

En ung mand med rødt krøllet hår forsøgt tæmmet ind til hovedet og bakkenbarter i samme farve står i døren til kirken med en salmebog i hånden. Han har sort jakkesæt på, hvid skjorte og højglanspudsede sorte sko med firkantede snuder. Han hedder Lasse og er præstens søn. Den tidligere kordegn døde i foråret 81 år gammel efter 46 år på posten i Guds tjeneste. Lasse er netop hjemvendt til egnen efter en række studieår i Aarhus, og han skal være far i næste måned.

Hans lidt for lange bakkenbarter og urolige hænder omkring salmebogen afslører, at opgaven som kordegn er midlertidig. En anekdote i hans liv, der vil blive fortalt ved familiesammenkomster og få de røde pletter til at vokse på hans hals, som man kun aner under den hvide tilknappede skjorte.

Der skal være barnedåb. To teenagedrenge står forknytte med håret friseret og ternede skjorteflipper stikkende op under deres træningstrøjer. De har måttet melde afbud til dagens fodboldkamp og føler det ubærligt. Som et tungt kors, de skal bære indtil næste søndag, hvor dommeren fløjter til kampstart endnu en gang, og de løber på banen med en barnelig begejstring som var der intet før eller efter.

Den nye kordegn byder velkommen til det forventningsfulde forældrepar, der kommer op af kirkestien med dagens hovedperson sovende i en limegrøn klapvogn. Der hilses, kindkysses og den lille forsamling går afventende ind i kirkerummet for at tage plads på de ledige bænke. Og dem er der nok af. Udover barnets familie er kirkens bestyrelsesformand mødt op med sin kone og 7-8 af byens ældre beboere, der har sin faste gang i kirken.

Ventetiden er lang. Fra de besøgende bliver bænket op med salmebogen ved hånden og udsigten til en lidende mand på et kors, går der et langt tidsrum, før kordegnen siger: ”Lad os alle bede …”.

De første minutter vendes salmebogens svagt knitrende blade rundt efter tallene, der afslører, hvilke salmer, der er dagens udvalgte. En lang, en kort. Så hviskes der til sidemanden, som man gør i rum, hvor der ikke må klappes. Hår og tøj rettes, pletter og huller skjules og hoste undertrykkes.

Alle ved, de er velkomne, men ikke må stjæle opmærksomheden. Rummet, musikken, sangen og senere præstens ord skal have opmærksomheden. Ikke den besøgende på bænken, der for en sjælden gang skyld må finde sig i at være et nummer på rækken.

Minutterne før kordegnen træder frem på gulvet, er der helt stille. De besøgende har givet sig hen til den fastlåste situation og en ventetid, de intet kan stille op med. Og som heller ikke længere synes at generere dem. Tankerne flyver ikke længere rundt og skaber urolige ryk i deres kroppe, men er dalet til jorden med lukkede øjne og håndfladerne opad i det højloftede rum med engle på væggene.

De besøgende beder, synger og folder deres hænder, inden de retter øjnene mod præsten, der har bevæget sig fra gulv og opad. Han taler ned og med sætninger, der slutter brat og lader stilheden få plads … indtil den næste tordner frem. Ikke med vrede eller formaning i stemmen, men beslutsomt, kraftfuldt og overlegent. Som en novelle af Hemmingway, hvor hver sætning kunne være den sidste og ikke kan slås. Før den næste dukker op.

Han fortæller om et søskende par, hvor den ene altid er beskæftiget med at sørge for andre. Lave mad, rydde op og forberede næste punkt på dagsordenen. Mens den anden søster giver sig god tid. Sætter sig ned ved bordet og snakker og lytter og lader rod være rod. Den flittige søster lader sig irritere på sin dovne søster, der sidder ved bordet i stedet for at hjælpe til. Men det gør Gud ikke. Efter hans mening, er ”den gode handling” tilstedeværelsen i nu’et den dovne søster udviser – og ikke det slid, den hjælpsomme søster lægger for dagen. Kommer det bag på jer? Præsten holder en ekstra lang pause og kigger med indikeret spænding udover forsamlingen.

Han får ikke noget svar på sit spørgsmål. Men flere af de besøgende går med over i præstegården efter dagens dåb og prædiken til den annoncerede kirkekaffe og udstilling af fotografier fra egnen.

De to teenagedrenge, der er blevet beordret med til barnedåb, hører ikke præsten ord om at gribe nuet og ikke udskyde nærvær med praktiske opgaver i en uendelighed. De har for længst forladt bænken til fordel for en omgang tagfat på kirkegårdens smalle stier, der snor sig labyrintisk om fortidens forsøg på fastholdelse.

Mens gravstenene er blevet til forhindringsbaner i en leg om liv og død, lukker den unge kordegn kirkens rum af for i dag og går hen over gårdspladsen mod præstegården for at skifte til cowboybukser og kondisko.

Stop, stop, stop…

InspirationPosted by Johanne Boesdal Fri, September 23, 2011 11:38:24

Jeg læste her til morgen en tekst i magasinet Apartamento (som jeg varmt kan anbefale!), der handlede om det at være samler og vide, hvornår man skal stoppe og rykke videre. Og det fik mig til at tænke på, at evnen til vide, hvornår man skal stoppe gælder i flere af livets forhold.

Stoppe med at arbejde og tage et par måneder fri. Stoppe med at få børn og nyde dem, du har. Stoppe med at spise og drikke. Stoppe med at købe nye ting til dit hjem, da det indeholder alt det, du behøver – og lidt til. Stoppe med at rejse og blive et sted for en periode. Stoppe med at holde fast i gamle ting og sager og steder, men give slip og starte forfra. Stoppe med at købe flere par sorte ankelstøvler og små keramikskåle til oliven og chokolade.

Det er ikke nemt. ALT omkring os taler for, at vi aldrig skal stoppe med at købe, spise, drikke, arbejde… og i det hele taget stræbe efter mere af det gode liv hele tiden. Problemet er bare, at det gode liv bliver det omvendte, hvis vi ikke ved, hvornår vi skal stoppe.

Så uden at gå fra livsnyder med masser af laster til gennemført asket vil jeg med inspiration fra Nick Curries tekst i Apartamento bruge weekenden på at tænke over, hvor jeg med fordel kunne sige stop. Og skabe plads til noget nyt.

Jeg har allerede en snigende fornemmelse af, hvor skoen trykker.

God weekend

Fra indre rejse til konkret håndværk

InspirationPosted by Johanne Boesdal Thu, August 25, 2011 11:16:21

Som selvstændig skal man huske at bruge penge på at udvikle og videreuddanne sig. Der er ingen arbejdsgiver, der holder gå-hjem-møder om, hvordan man undgår stress, udnytter sin hjernekapacitet optimalt, bliver en bedre kollega, bryder med fastgroede vaner, og hvad man ellers kan forestille sig, de snakker om. Dem, der har ansættelseskontrakter, MUS-samtaler, morgenmøder etc.

Som selvstændig skal du i sagens natur bare spørge dig selv – og der er frit valg på alle hylder. FEDT! Eller…

Ind imellem kan det være svært at gennemskue, hvad der rykker mest. For din forretning. Jeg har personligt taget turen fra at flirte med Transcendental Meditation til at binde mig til et kursus i dybdegående journalistik. Fra en meget indadvendt aktivitet til skærpet ydre opmærksomhed.

Mine overvejelser gik hovedsageligt på: Hvad kommer mine kunder og forretning mest til gode? Gør 20 minutters intens pause fra verden min hjerne skarp og bedre til at løse opgaver for mine kunder? Eller gør nye metoder og håndværksmæssige færdigheder mig til en dygtigere skribent og samarbejdspartner?

Jeg valgte håndværket. Stik imod strømmen. Så må vi se, hvor det fører hen.

Ofte det, det hele handler om

InspirationPosted by Johanne Boesdal Mon, August 15, 2011 11:00:18

Første scene: Mand løber på en sti i en skov. Bliver overhalet af to andre løbere.

Anden scene: Dreng sidder i køkkenet og spiser morgenmad, mens hans mor smører madpakker ved køkkenbordet.

Dreng: ”Where is dad?”

Mor: ”He’s running.”

Dreng: ”What is he running from?”

2 scener og 3 replikker og jeg vidste, at jeg var i gode hænder. At der ventede en god filmoplevelse foran mig. Det første anslag er så vigtigt for helhedsoplevelsen. Det er næsten skræmmende, men der findes ikke ”second chances”, før man kender instruktører (kunstnere, kollegaer, kærester…) rigtig godt. Og ved, at de bare er kommet skidt fra start og kan gøre det bedre.

Det er værd at minde sig selv om engang imellem. Det der førstehåndsindtryk af både dig selv, dit produkt og dit hjertebarn – det skal sidde lige i skabet, hvis du vil nå andre. Få dem på krogen.


God sensommer.

Bonusinfo: Filmen hedder Win Win (2011) og har Paul Giamatti i hovedrollen. Og er som med stor set ALT han er med i fremragende.

Skal man se film, der bliver ved med at gøre ondt i kroppen?

InspirationPosted by Johanne Boesdal Mon, October 11, 2010 13:33:06

Eller skal man bare gå efter dem med Jennifer Aniston, der aldrig rammer maveregionen og helt sikkert er blottet for overraskelser, da hun kun spiller én rolle – og variationen derfor kun befinder sig i, om det er med eller uden hestehale.

Jeg har lige overstået en maraton-film-weekend med både ”Hævnen” af Susanne Bier og ”Submarino” af Thomas Vinterberg. Uden kaffe, kage eller popcorn til at snøfte i og dulme slagene i maven. Gik i seng søndag aften med en knude i maven, der kun voksede sig større og større som natten skred frem. Havde kun tanker for død, ulykke og svigt af børn lige til næste morgen, hvor hverdagen skabte den adspredelse, som hverdage altid gør på godt og ondt.

Men tankerne er vendt tilbage. Og nu sidder jeg så her og vil egentlig gerne ryste filmene af mig. Men det kan jeg ikke. De er begge to på hver deres helt egen måde den slags film, der kravler ind under huden på én. Og måske er det kun godt, hvis det er for at blive for en stund. Selvom det føles tungt.

Hermed anbefalet.

Årstid for loppefund

InspirationPosted by Johanne Boesdal Mon, August 16, 2010 11:59:43

Årstidens lopemarkeder er et rigtigt godt sted at finde inspiration. Hav god tid og gummisko, køb en kop kaffe og søb alle de varme indtryk til dig, som du overhovedet kan rumme. LP’er, kakkelborde, billedrammer, lampeskærme, hatte og tasker med hemmelige rum, hvis historie er uendelig, fordi du selv skal digte den. Om og om igen indtil du en dag opdager, at du har givet den en ny.

En dag ser du et polaroid af dig selv siddende på en trappesten foran en seværdighed med tasken ved dine fødder og tænker: ”Hvor har jeg gjort af den smukke gamle taske?” Følelser for ting har det med at snige sig ind på én, husk det. Så har du ikke plads i hverken taske eller sind til nye affære, kan du bare nøjes med at bruge penge på kaffen og suge gode og gratis indtryk til dig.

Få nye facetter på dit udtryk

Loppemarkeder tiltrækker nemlig mennesker med synlige personlighed(er), og det vrimler med gode styling fifs, man kan lade sig inspirere af. Brillesnor med farvede perler, tørklæde bundet om anklen på et par lange støvler, hatte i alle afskygninger på alt fra nybagte mødre og pensionister til teenagere. Hullede og afrevet tøj sat sammen med dyre sko, ægte smykker og velplejede negle med lak. Spritnye tatoveringer og klassiske Gucci-jakker fra en hengemt tid er bare nogle af de tendenser, jeg har opsnappet på årets loppeturer.


3 gode steder

Brooklyn Flea, New York: http://www.brooklynflea.com/about/

El Rastro, Plaza Cascorro, Madrid (søndag fra kl. 9.00 til 15.00)

Bagagerumsmarked, Ingerslevs Boulevard, Århus C (søndag fra april til oktober).

Innovation i børnehøjde

InspirationPosted by Johanne Boesdal Wed, June 30, 2010 12:03:49

Det er fra børn og fulde mennesker, man skal høre sandheden. Og det er også fra børn (og fulde mennesker), man ind imellem får de mest radikale og innovative ideer.

Et godt eksempel på, at modificeringen af det gamle ordsprog holder vand, er projektet omkring børn og arkitektur, Sidsel Effersøe og Pernille Helberg Stentoft står bag.

I samarbejde med Børnekulturhuset arrangerer de byvandringer og workshops for børn i alderen 10 til 14 år. Her går de med børnene på opdagelse i deres eget hood og finder bygninger og baggårde, de aldrig har set før.

I den efterfølgende arkitektur-workshop illustrerer børnene via forskellige materialer deres ideer til, hvordan man kan tilføre området nye rum og steder. Og her leger de sig ind imellem frem til forslag, der er så inspirerende og innovative, at man får lyst til at tage dem alvorligt.

Læs mere om projektet omkring børn og arkitektur på arkitekt Sidsel Effersøe’s site: www.sesese.dk