johannes blog

johannes blog

Attraktive emballager sælger varen!

DesignPosted by Johanne Boesdal Thu, February 24, 2011 14:27:37

Sort på hvidt med en flot font. Kirks gedeost ryger i kurven næsten hver gang, jeg skal købe ost. Den smager fint, men ville sikkert ikke vinde min stemme i en blindtest. Men den har sit udseende med sig. Ligesom lakrids by Johan Bülow og pastiller fra Irma i små metaldåser. Indpakningen har en skræmmende stor indflydelse på, hvad du kommer hjem med.

Og produktet er hurtigt dømt ude eller inde. Mindst 70% af os tager købsbeslutningen i butikken – og det tager os i gennemsnit 3 sekunder at scanne hylden og vælge et produkt. 3 sekunder! Der er ikke meget plads overladt til tilfældighederne og ikke rum for nogen form for slinger i valsen, når det kommer til emballagens design. Den skal være lige spot on!

Med den viden i baghovedet kan det godt undre én, at så mange emballager ikke er mere gennemtænkte i design og funktion – og enten ligner reklame for et lokalt tivoli eller en undskyldning for sig selv. Det er sikkert noget med dyre reklamebureauer og store produktionsapparater, der er komplicerede at omstille. Jeg tror bare, pengene er godt givet ud. Og som forbruger vil jeg klart opfordre til et forårstjek på emballagen. Du har i hvert fald min korte opmærksomhed!

Møbelmesse i Milano 2010

DesignPosted by Johanne Boesdal Tue, June 29, 2010 14:11:03

Nyheder med patina

Det nye sæt af værdier, krisen har forårsaget, skinnede tydeligt igennem. Fokus lå på fordybelse, tilbageblik, originalitet og oprindelighed. Det kom til udtryk med stande beklædt med reoler med bøger, gamle fotos, stilleben, fuglemotiver, møbler og tæpper med tydelig patina og grønne planter overalt. De bedste af standene fungerede som rum, hvor du følte dig hjemme og for et kort øjeblik glemte, det kaos af mennesker og møbler, du befandt dig i.

Efter flere timer med god smag i nordeuropæisk forstand var det helt befriende at forvilde sig ind i en messehal med similisten, nervøst velour, lysekroner, kunstige blomster med guldstøv og hvidt læder über alles. Sådan. Sundt at blive mindet om, at smag er forskellig og god smag et relativt begreb.

Bæredygtige og miljøvenlige produkter var der overraskende lidt fokus på – bortset fra nogle få stande med møbler lavet i genbrugsmaterialer og med energibesparende lyskilder. Om det skyldes finanskrise, mangel på interesse eller en generel mæthed overfor grøn snak og politisk korrekt profilering, aner jeg ikke. Men som danskere, der beskæftiger sig med trends, glimtede det ved sit fravær.

Zona Tortona

Zona Tortona er et område i udkanten af centrum, der nærmest var lavet om til en festival med showrooms, udstillinger, happenings og åbne døre til alverdens former for kreativitet gade op og gade ned. Det var tydeligvis her det skete. Det nye og overraskende. Møbler i utænkelige materialer og showrooms, der ikke bare viste nye produkter, men var et helt lille eventyr i sig selv. En helhedsoplevelse, der udfordrede og stimulerede alle dine sanser. Møbler pakket ind i vat, som gik du gennem en sky, lamper lavet af funklende sten vist i et labyrintisk rum med sorte vægge og biler pakket ind i lyd og håndbajere fra Carlsberg. Zona Tortona var et fantastisk samsurium af up comings designere blandet med etablerede brands, der gerne vil bevare et innovativt omdømme.

Konceptet fungerer godt. De nye på vej op får delt visitkort ud over landegrænserne og vist deres talenter for det helt rigtige publikum, mens de gamle i gårde får mulighed for at blande sig med de unge – mod til gengæld at byde på kaffe, drinks og snacks.